uge 4

 

 

27/4 - 3/5 2008.

 

 

 

 

Søndag d.27/4.

 

 

Der var ikke noget bestemt tidspunkt vi skulle være ude af værelserne på, så alle tog det roligt til morgen, det var jo også søndag.

 

Spiste morgenmad ved 8.30-tiden og kl.9.00 var jeg klar til at gå, i går havde vi forsynet os i byens supermarked da der var en lang øde strækning som i hvert tilfælde jeg ville være inde på ved frokosttid, så der var brød, ost, skinke og cola i rygsækken. Det var bare lige ud af stierne, en dejlig dag med sol og varme, gode stier og brede vandingskanaler langs med dem. En god tur hvor jeg nød naturen og var helt alene på stierne, det var rigtig dejligt. På et tidspunkt var der et stykke henne ad stien nogle træer, det larmede meget der henne fra, jeg troede at det var en mægtig flok fugle der sad i træerne, da jeg kom nærmere fandt jeg ud af at det i hvert tilfælde ikke var fugle, ”larmen” fortsatte og jeg gik efter lyden som kom fra vandingskanalen ved træerne, helt utrolig! Det var hundredvis af frøer i kanalen der larmede som en kæmpe stæreflok. Jeg stod og kikke på dem en tid, det var virkelig noget der imponerede, nok har jeg været ude for frøer der hjemme, og vi har da også nogle stykker i havedammen, men at de kan lave så meget støj havde jeg aldrig forestillet mig. Jeg forstår da at der er mange storke her nede, der er jo masser af føde til dem.

 

venstre

 

Det erikke altid de gule pile er helt nemme at finde

 

 

 

 

Højre

Broen over floden føre til Hospital de Orbigo

 

 

 

 

 

 

Nåede til Hospital de Órbigo hvor jeg igen fandt et overnatningssted, en køn lille by med et par ret gamle og lidt særprægede men dejlige Albergue, Kristine og Manfred sad i Patioen da jeg kom, de var ankommet en time før mig, men jeg havde jo også givet mig god tid både til at kikke på frøer og storke og meget andet undervejs, havde hygget mig med en lang frokostpause i solen.

Da jeg skulle ud og kikke lidt på byen mødte jeg Jytte og Lissi fra Danmark, vi aftalte at gå ud og spise sammen om aftenen, de boede i samme gade som jeg bare et stykke længere henne. Jeg var med inde og se deres sted og de så hvordan jeg boede.

Vi havde en hyggelig aften sammen.

 

Mandag d. 28/4.

Nåede Astorga først på eftermiddagen, i dag gik det både op og ned så der har været lidt afveksling i landskabet fra de sidste dage hvor det har været lange flade strækninger. Ville igen overnatte inde i byen, gerne så tæt på centrum som mulig, så jeg gik op til byen for at finde Alberguet, det var lidt svært, jeg gik hvis forbi det jeg valgte et par gange før jeg blev klar over at det var her, det var indbygget i bymuren og var fra indgangen kun 3 etager over gadehøjde, men fra den anden side var det omkring 6-7 etager over gaden neden for bymuren, og man havde en rigtig flot udsigt, både over den del af byen der var neden for og over det åbne flade landskab. Der skulle også være et Albergue meget tæt på Gaudis Bispapalads og Katedralen, men det fandt jeg først ud af hvor var ved aftenstid og da var jeg installeret på det andet sted.

Astorga er en mellemstor, pæn og hyggelig by. Var en tur rundt og se på byen, var inde i Katedralen og kikkede på Gaudis Bispebolig. Var gennem de små og hyggelige gader hvor af flere af dem var gågader, mødte igen Lissi og Jytte, men også en del af mine andre Camino venner.

Så på arkæologiske udgravninger i gaden hvor jeg boede, der var en hel del, midten af gaden et langt stykke var afspærret og udgravet man kunne se mure et stykke nede under gadeniveau og en del var permanent overdækket, her kunne man se der havde været rum og en del af gulvmosaikken kunne ses. Ruinerne har sikkert har været en del af kirken som lå ved udgravningerne.

Jeg er efterhånden ved at have et problem med mine bukser, de er tyndslidte, er blevet for store til mig og jeg kan kun holde dem oppe ved at snøre den snor der sidder i, snoren er også ved at være slidt, så hvis den springer har jeg virkelig et problem...............

 

Har fået købt et par nye bukser der passede, i hvert tilfælde øverst oppe, buksebenene var en del for lange, men det kunne ordnes, jeg fik købt sytråd i samme farve som bukserne, og så var det bare at gå i gang med at få dem lagt op med håndkraft, symaskinen må gøre det bedre når jeg engang kommer hjem.

Jeg har oplevet flere gange undervejs på caminoen, at når jeg virkelig ønskede, eller havde rigtig meget brug for. eller behov for en bestemt ting så fik jeg det, det skete også i aften.

Jeg sad på terassen og lagde mine nye bukser op, overvejede at gå ud at spise, men havde ikke lyst, sad og ønskede at jeg et eller andet sted kunne få en middag med mange grove urter og grøntsager, men som sagt når man har et rigtig stort ønske eller behov så får man det opfyldt. Efter omkring ½ time blev jeg tilbudt urtesuppe med kartofler, gulerødder og mange andre slags grøntsager til aftensmad af en Norsk pige – det var skønt – Jeg har savnet at få grøntsager, det grønne man får her nede er mest salat og frugt, jeg har et stykke tid savnet mad med grove grøntsager, så for mig var det et overordentligt udsøgt og lækkert måltid.

Vi sad på terrassen til klokken 22 om aftenen og jeg fik lagt mine bukser op så jeg kan bruge dem.

 

Delte soverum med gruppen af piger fra Gran Canaria, som jeg efterhånden har mødt en hel del gange selv om de burde være en del hurtigere end mig, de går med en rygsæk med en flaske vand og let regntøj i, jeg har 11 kg. på nakken, de har kufferter med og får dem sendt hver morgen til det næste sted de skal overnatte, de har masser af rent tøj i kufferterne og har ikke brug for at vaske tøj hver gang de når frem til et overnatningssted. Det er luksus, men vi har jo hver især vores måde at foretage vores pilgrimstur på.....

 

 

Gaudi`s Bispe palads Udsigt fra Terassen på alberguet

 

 

 

 

Tirsdag d. 29/4.

Det var lidt svært at forlade Astorga, da jeg gik op gennem byen var der allerede sat en del boder op på torve og pladser, der skulle være marked i byen, og mit shopping gen ville meget gerne have haft lov at bestemme, der var rigtig mange fine ting jeg var helt sikker på at jeg godt kunne have brugt, men min fornuft sagde mig, at det så skulle slæbes de næste 300 km. Jeg har allerede haft en del problemer med min fod, det er problemer jeg fik allerede den første uge, men det er taget til og gør konstant ondt. Jeg har nogle sene knuder på vristen som gør rigtig ondt når jeg går, det er ind imellem ret generende og nogle dage humper jeg lidt for at aflaste. Altså ingen Power-shopping på markedet. Købte et par trusser og et bælte til de nye bukser.

Det første stykke fra Astorga gik meget fint, ikke særlig anstrengende, men så begyndte det at gå op og bjergene startede, samtidig begyndte der at komme regnbyger og det blev koldt så det var en hård tur, heldigvis var vejen god, en bred sti langs landevejen over det halve af turen, men hvor var det koldt i forhold til i går hvor man kunne sidde i T-shirts på terrassen og nyde solen, undervejs havde jeg stop hvor jeg fik mere tøj på da jeg frøs. Jeg kan nu efterhånden holde 100 mand vågen det første kvarter efter jeg er kommet i seng med min hoste, så hvordan vil det ikke blive hvis jeg bliver endnu mere forkølet.

Alberguet i El Ganzo, sikkert en lille perle i godt vejr, men i regn og kulde var det ØV..... Næsten alt foregik udendørs, kun køkken og soverum var i lukkede rum. Computerrummet var i en vognport, som samtidig var indgang til stedet med den ene side åben til det fri, så det var umuligt at bruge computeren uden et par tykke handsker. Vores støvler skulle placeres i en reol et andet sted hvor der også kun var mur omkring de 3 sider, de bliver sikkert sjove at få på i morgen tidlig, vil nok være både kolde og klamme.

Hospitaleroen og familie var rigtig søde mennesker som forsøgte at hygge om os, men hyggen udeblev på grund af kulden.

Var en tur oppe i byen og kikke, der var ikke meget by, men en sød lille landsby hvor alle husene var meget velholdte og bygget i kampesten.

Traf, da jeg kom frem til El Ganzo 2 danske piger, Anne og Jane fra Københavnsområdet, og Anders fra Silkeborg. Vi spiste sammen om aftenen på en restaurant oppe i landsbyen.

Før vi skulle spise var vi til messe i kirken, denne gang med masser af sang, for messen var Gregoriansk sang udført af 2 præster. Begge præster hakkede og hostede sig igennem det, de virkede meget forkølede, den ene af dem sad og snøftede og havde ret store problemer med hans næse som løb, jeg havde en stor trang til at smide en pakke papirlommetørklæder over til ham, men gjorde det dog ikke.

Det øsregnede da vi gik tilbage og trods den kolde sovesal sov jeg godt, jeg havde også fået kapret mig et tæppe som var så tykt, at hvis jeg havde haft sådan et der hjemme havde det nok været brugt som gulvtæppe, men det var dejlig varmt

 

 

 

 

Onsdag d. 30/4.

 

 

Uf! Hvor var det dog koldt i dag, regn og kulde, støvlerne som jeg var lidt nervøse for i går da de ”overnattede” næsten udendørs, var kolde men tørre at få på. Der kunne købes morgenmad i køkkenet og her var pejsen tændt, så jeg kunne da lige blive varmet igennem inden jeg skulle ud i kulden. Foden gjorde ondt i dag, så jeg snuppede et par Panodiler sammen med morgenmaden, for i dag skulle den virkelig holde til noget og jeg var ikke interesseret i at have flere smerter end nødvendig. Heldigvis er jeg sluppet for vabler ud over de to flotte jeg havde som var en allergisk reaktion på noget fodcreme, de er nu helt væk og har ikke på noget tidspunkt givet mig problemer, kun lige da ”generalen” i Rabe de las Calzados ville have fingrene i dem, men det fik hun altså ikke lov til, det var mine vabler og jeg var stolt af dem ! :-)

 

I dag skulle der virkelig gåes, jeg skulle ”bestige” det højeste punkt 1502 m.

 

Det begyndte at sne da jeg havde været på stien ½ time, det var ret voldsomt ind imellem, det var nu rigtig koldt og jeg havde heldigvis godt med tøj på fra starten, og det gav varmen at gå opad, så jeg frøs ikke, kun det øverste af armene føltes kolde, jeg blev ikke våd af sneen så det var ikke nødvendig at tage regnslag på, det ville også have været lidt besværlig at gå med, for det blæste en del og stien var mange steder meget smal. Det ville have været skønt med fint vejr, for jeg tror det er en meget smuk tur her op til, men jeg kunne ikke se ret meget på grund af sneen.

 

 

Ved Foncebadón, som skulle være en forladt landsby med vilde glubske hunde begyndte en del at samles så de gik flere sammen, jeg var ligeglad, havde på fornemmelsen af at det var en skrøne, det var det også. Jeg gik alene og mødte 3 hunde, den ene gad ikke snakke, den anden var bange og den tredje, sikkert fyldt med lopper, var meget snaksalig og kælen. Der var ved at blive bygget en del nye huse i landsbyen og restaurering af flere af de gamle huse var i gang. Der var et Albergue med en Bar hvor jeg mødte et dansk par, vi snakkede lidt inden de fortsatte. Jeg fik igen tøjet på og ud i kulden, der var et kort ophold i snevejret, så jeg kunne se at komme udenom vandhullerne og mudderet som var ret slemt i udkanten af landsbyen. Jeg fortsatte mod Cruz de Ferro, fik lagt mine sten, stod lidt og snakkede med en flok unge kvinder fra Gran Canaria, havde mødt dem før, de går kun med en lille dagsrygsæk og får bagagen sendt hver dag, så de kommer hurtig frem.

 

Ville gerne være lidt alene ved korset, så jeg ventede på at de skulle gå, det sneede nu kraftig igen og jeg gik hen til det lille kapel hvor jeg fandt en fin plads i læ for sneen. Her sad jeg og spiste min frokost og var i over ½ time den eneste på bjerget. Der kom nogle på cykel og jeg tog et fællesbillede af dem og de tog det obligatoriske billede af mig så jeg har et af mig selv ved korset.

 

Fortsatte nu ned af bjerget, der var sti langs landevejen, men jeg foretrak at gå på asfalt på landevejen og være opmærksom på den smule trafik der var. Det ikke er helt så behageligt at gå på asfalt som at gå på stien, men stien var mudret og med meget vand og på landevejen kunne jeg gå uden at få våde støvler. Mødte nogle unge mænd fra Brasilien, de var helt oppe ”at køre” på grund af sneen, de skulle hele tiden røre ved den, de jublede når de kom til et sted hvor de havde udsigt over snelandskabet på bjerget, det var en oplevelse at se deres begejstring og glæde.

 

 

Fortsatte til Manjarin hvor jeg gjorde et holdt hos Thomas og var inde på hans Albergue og få en tår kaffe. Hos Thomas findes nok det mest primitive sted på hele Caminoen, han var meget gæstfri og tilbød mig straks varm kaffe, det blev drukket i et for rum til et af de skure der er på stedet, rummet bestod af nogle bjælker der var sat i jorden med lidt plastik over. Sikkert et ok. sted at overnatte i den varmeste sommer, men lige nu virkede det ikke særlig indbydende.

 

Her nede i Manjarin havde det ikke sneet så meget som på den anden side af bjerget, og snevejret var holdt op. De sidste 7 km. til Acebo var igen en lille smule op, men så gik det rigtig stejlt ned, det var meget hårdt for knæene at gå det sidste stykke. Nåede til Acebo ved 15-tiden godt brugt, kom ind på et Albergue som jeg troede var det eneste i byen, det virkede ikke særlig indbydende da det samtidig var byens Bar og fuld af mennesker, nærmest ølstue stemning, de havde ikke plads og henviste mig til næste by som lå 4 km. væk. Efter den hårde tur i dag var jeg bestemt ikke indstillet på at skulle gå yderlig 4 km. ned af bjerget, det orkede jeg ikke, så jeg overvejede om jeg skulle tage en taxa hvis jeg kunne få fat i en. Gik en tur rundt i landsbyen for evt. at finde et sted hvor jeg kunne leje et værelse, kom til et nydelig hus hvor jeg opdagede et lille skilt hvor på der stod Albergue. Jeg bankede på døren og kom ind, blev budt velkommen og fandt her det dejligste sted, ingen fast betaling, det var pr. donation, dvs. man kunne betale hvad man formåede eller hvad man syntes. Jeg blev spurgt om jeg ville spise aftensmad med de andre, her var hyggelig med en god og varm stemning, en fin sovesal med god plads. Jeg fik hurtig varmen og kunne sætte støvler og andre våde ting til tørre, her var flere jeg kendte så snakken gik og vi 9 der overnattede der hyggede os hele aftenen.

 

Aftensmad på Alberguet i Acebo Næste morgen var der is på vandpytterne og alt tøjet

i rygsækken kom i brug, uh hvor var det dog koldt.

El Acebo ligger i 1150 m. højde

 

 

Torsdag d. 1/5.

 

Fik morgenmad inden jeg startede fra El Acebo, kaffe, ristet flutes med smør og marmelade, der var rigeligt så det var ikke nødvendig at skulle ind og købe morgenmad noget sted. Fik ved hoveddøren streng ordre fra Hospitaleroen Elisabeth om at passe på da det var frostvejr og glat, der var is på bilerne, vand og sne fra i går var frosset til is. Det var ikke så slemt da vi endelig var kommet af sted. Fulgtes til næste landsby med en ung Tysk pige som jeg har kendt en tid, vi mødes af og til og hygger og snakker så sammen. Fulgte vejen et stykke for derefter at gå ind på stierne, det var en smuk morgen og en smuk tur, de meget høje bjerge i baggrunden var snedækkede og solen skinnede fra en næsten skyfri himmel, men koldt var det. I Riego de Ambrós forsøgte jeg at finde et sted at få en tår kaffe, men det lykkedes ikke. Jeg gjorde et holdt ved vandposten og fik lidt af tøjet af, jeg var nu kommet ned i omkring 900 m. højde, og det kunne mærkes. Fortsatte ned fra byen ad en meget stejl hulvej med klippebund, endte i et parklignende område hvor fra jeg fortsatte ad nogle meget smukke bjergstier.

 

Stierne ned ad bjergene fra El Acebo til M Molinaseca Fra frostvejr til 22 grader på knap 10 km

Ikke alle var lige rare at gå på og 600 højde meter, så kom tøjet igen

af og tilbage i rygsækken.

 

II Molinaseca var det ved at nærme sig frokosttid, det var også blevet varmt, på det sidste stykke ned af stierne mødte jeg Kristine og Manfred, vi fulgtes resten af vejen til byen, og ved floden lå en Bar med udendørsservering som vi slet ikke havde lyst til at overse, så vi satte os og fik noget at drikke. Vi sad kun kort tid før området var ved at være fyldt op af tørstige pilgrimme. Det var blevet rigtig varmt, så alt det varme tøj kom af og resten af dagen var i T-shirts og shorts.

 

Den sidste del af vejen til Ponferrada syntes jeg var rigtig kedelig, der var brede fortov hele vejen, det var varmt og det der var at se på var enten marker eller luksusvillaer.

 

Der var rygsække kø da jeg nåede frem til Alberguet, var nu ikke nervøs for at der ikke var en seng til mig, for der er 180 pladser, men der var nogen der ikke havde tiltro til at de fik et sted at sove, så de maste på ved døren, ligeglade med hvad og hvem de generede. Jeg var der en time før de åbnede, og bagest i haven var et sted man kunne gå i bad og vaske sit tøj, så de ting fik jeg overstået inden åbningstid, fik også udvekslet nyheder med Lissi og Jytte som sad der da jeg kom, de havde været med taxa og hjulpet en Tysk dame som havde fået en rygskade.

 

Fik et værelse sammen med Manfred og Kristine og tre af deres venner, det var et rum til 9 personer så vi havde dejlig plads. Jeg gad ikke gå ud at spise, havde lidt brød og ost fra om morgenen og fandt en lille butik der havde åben trods 1. Maj fiestaen, købte frisk brød, skinke og 2 kæmpe skiver spegepølse, det udgjorde min aftensmad, og jeg blev mæt.

 

Der skulle være messe om aftenen i kapellet, men det var ikke lige mig, Hospitaleroen brugte en time til at fortælle om kapellet og udsmykningen, det var sikkert interessant, men det foregik på Spansk, så jeg forstod ikke en dyt, efter 45 min. følte jeg at jeg spildte min tid, så jeg gik over og spiste aftensmad og gik i seng.

 

 

 

Fredag d. 2/5

 

 

Gik til et stykke efter Villafranca, havde godt ondt i knæene af den hårde bjerg tur fra i går, ville meget gerne have været videre da vejret nu er fint og varmen er kommet, det er omkring 22-23 grader i dag, en rigtig dejlig sommerdag, vejrmeldingen siger regn senere på ugen, så jeg vil gerne frem til O Cebreiro mens vejret er godt. Jeg har svedt og gået omkring 15 – 18 km del både op og ned. Valgte at tage bussen 10 km og fandt en lokal bus jeg kunne komme med et stykke så jeg var lidt nærmere O Cebreiro i morgen, jeg glæder mig meget til turen der op, og jeg VIL gå selv om jeg har ondt i både fod og knæ. Kørte med bussen til Vega de Valcarce omkring 10-12 km. . Nu var jeg så tæt på O Cebreiro at jeg kan gå op i morgen, der er omkring 13 km. der bare går opad tilbage. Mødte Anne og Jane om aftenen, Anne havde fødselsdag, så det fejrede vi. En sjov aften hvor vi var 8 danske, 11 svenske, 2 tyske og 2 spanske på restauranten. Her mødte jeg også nye danskere 3 damer, de sidste var parret jeg havde mødt første gang i Foncebadón for nogle dage siden. Da jeg skulle betale min mad manglede min pung, så jeg blev godt hed om ørerne, heldigvis delte jeg soverum med 11 ærlige svenske piger, så den lå hvor jeg havde lagt den, i køjen over hvor jeg sov, med alt intakt. De svenske piger var de eneste på sovesalen foruden mig, de grinede, larmede og havde det jätte sjovt til kl. 01 om natten, det var deres første aften, jeg lod dem larme og tænkte, de skal nok lære det når de kommer på de store steder.

 

 

Lørdag d. 3/5

 

Havde virkelig glædet mig til i dag. Turens næsthøjeste punkt 1305m. Knæene og foden ville stadig ikke som jeg, og da jeg fik mulighed for at få rygsækken transporteret op til Alberguet slog jeg straks til, de tre danske damer havde bestilt og betalt for deres 3 rygsække, men valgte at pakke om og tage den ene med som dagrygsæk med vand, mad og regntøj i. Jeg fik så den ekstra plads der var reserveret til min rygsæk, det var jeg mere end lykkelig for. Aftenen i forvejen havde jeg haft en snak med Anne og Jane som begge er sygeplejersker, omkring min fod. Jeg har i nogle dage smurt med Voltaren creme, det har været udmærket når jeg har haft ømme muskler ol. Både Anne og Jane mente at jeg også skulle tage smertestillende tabletter, at foden både skulle behandles udvendig og indvendig, så jeg vil købe Ibrufen når jeg kommer til næste by hvor der er et apotek og prøve om deres råd kan hjælpe.

 

Det har været den hidtil strengeste dag, selv uden rygsæk, men også den smukkeste. Det var en ubeskrivelig smuk tur gennem bjergene, Lyngen stod i blomst, der var flere forskellige lilla farver og en smuk hvid lyng også. Der var gule og hvide Gyvel, både lyng og gyvel var så højt at flere af dem var store buske på både 2 og 3 m. højde, helt fantastisk at se når man er vant til den vestjyske lyng som nærmest kryber langs jorden.

 

Det første stykke vej til Rutelán var lidt kedelig, det var langs landevejen men gik godt opad, kort efter byen fortsatte Caminoen på en sti som enkelte steder gik over i en mindre jordvej som også blev brugt af de lokale til at komme ud til markerne, på et tidspunkt måtte jeg op på en skrænt mellem lyngen at stå da der kom en traktor som kun lige kunne ”klemme” sig igennem på stien. På vejen op kom jeg igennem en lille bebyggelse, her skulle efter de oplysninger jeg havde, egentlig ikke være andet end nogle få gårde og huse, men sørme om der ikke var en Bar, herligt! Her var der mulighed for at få lidt mad, jeg var efterhånden sulten og tørstig, trængte også til en pause det havde været nogle hårde timer. Baren var på den ene side af vejen, og ved en bygning på den modsatte side stod der et par borde man kunne sidde ved. Bestilte en sandwich og mens jeg sad og spiste den blev der lidt uro og et par hunde kom, men bagefter hundene kom en flok køer der skulle på marken, det var herligt, de gik så tæt på bordene at de flere gange skubbede til stolene, men der var nu heller ikke særlig meget plads. Lidt længere oppe af bjerget løb det største firben jeg nogensinde har set over stien lige foran mig, om det var et firben ved jeg ikke, men det var omkring 30 -40 cm. langt, jeg blev lidt forskrækket da jeg i første øjeblik troede det var en slange, sådan en var der nogen der havde oplevet nogle dage i forvejen, og den havde rejst hovedet og hugget efter dem, det ville jeg ikke syntes var så sjovt at opleve, men ”min slange” havde i hvert tilfælde 4 ben og løb stærkt.

 

Da jeg nåede toppen var jeg træt, en lang dag hvor det bare gik opad konstant, og varmt var det også, det havde været en smuk tur, det tog lang tid at gå op, for jeg var nød til at stoppe rigtig mange gange, både for at få vejret og også for at nyde den pragtfulde udsigt og tage billeder. En skøn dag, til nu turens bedste og smukkeste.

 

O Cebreiro var interessant, men det var lørdag og der var mange turister, det tog lidt af fornøjelsen.

 

Et stort og rart Albergue med gode faciliteter, dog manglede der køkkenudstyr, der var næsten intet at bruge hvis man selv ville lave lidt mad.

 

Blev lidt hed om ørene da jeg skulle hen i byen og spise, opdagede at jeg faktisk ikke havde kontanter så jeg kunne tillade mig ret meget. Det er 3. gang jeg har dummet mig med ikke at sørge for at have kontanter nok. Vanen med ”bare” at betale med Visakort her hjemme fra er lidt svær at vænne sig af med, her er der uendelig få steder i landsbyerne man kan betale med visa, og endnu færre steder der er pengeautomater, de findes faktisk kun i de større byer. Jeg forsøgte på O Cebreiro at se om der var et sted jeg kunne hæve penge, det var trods alt et turiststed med mange mennesker, det kunne bare ikke lade sig gøre, jeg fandt dog et sted jeg kunne få aftensmad og betale med Visa, men ikke ”lave” ekstra penge, jeg havde lidt mere end 10 Euro i pungen og jeg skulle have morgenmad og frokost næste dag. Jeg spiste en udmærket middag (Pilgrimsmenu) hvor jeg betalte med Visakortet. Jeg undersøgte mulighederne for den nærmeste pengeautomat, den lå i Tricastela 21 km. væk, så der er kun den mulighed at jeg i morgen skal gå 21 km så jeg igen kan få kontanter – Lærer jeg det mon ikke snart!!!

 

Turen op til O Cebreiro

Nu er jeg nået til Galicien

 

Copyright © All Rights Reserved Bente Jørgensen