2005

2005

Forårstur

 

 

Første gang alene af sted

I St. Bededagsferien skulle vi så prøve vores første rigtige alene tur med flere overnatninger, kun os og vores hunde. Vi havde en aftale om, at vi lørdag ved middagstid skulle være i Kollemorten, så det tilrettelagde vi turen efter.

 

Vi startede torsdag om eftermiddagen efter jeg havde fået fri fra arbejde. Vi kørte ad Diagonalvejen mod Hampen, for derefter at dreje ind på hovedvej 13 mod Silkeborg, og Randers, planen var at nå et sted i nærheden af Mariager hvor vi ville overnatte. Vi valgte at dreje ind mod Rørbæk sø for at holde kaffepause på en rasteplads ved søen, vi fik drejet lidt for tidlig af, opdagede det egentlig straks, men blev enig om at fortsætte da der havde stået et skilt som viste vej til Rørbæk sø, det blev vores første udfordring med camperen, vi endte på nogle ret smalle men fremkommelige skovveje, snakkede om, at vi fik store problemer hvis vi mødte modkørende, og at denne vej helt sikkert ikke kunne have ladet sig gøre at køre med campingvognen. Vi fandt frem til søen og valgte efter at have drukket kaffe, at køre den korte vej ud til hovedvejen for at fortsætte turen.

 

Efter endnu en pause ved aftensmads tid nåede vi Mariager. Det blev til en overnatning på Havnens parkeringsplads da det efterhånden var ved at blive lidt sent. Vi hyggede os med aftenskaffe da vi nåede frem, og mente at vi til kaffen godt kunne tåle en hjemmelavet vaffel is fra ishuset vi holdt tæt ved. Vi gik en tur rundt på havnen og fandt ud af at 100 m. fra hvor vi holdt var Mariager Saltcenter http://www.saltcenter.com/index.php og det ville vi bruge næste formiddag til at udforske.

 

 

Fredag

 

Efter en rolig nat med en lille smule billarm ved 02-tiden da nogle unge mennesker lige skulle brænde lidt dæk af, vågnede vi op til en dejlig morgen med den skønneste udsigt over Mariager fjord. Der blev hentet varme rundstykker i Brugsen på den anden side af gaden og morgenkaffen blev nydt sammen med rundstykkerne og udsigten.

 

Da Saltcenteret åbnede kl. 10.00 gik vi der hen. Det var en spændende oplevelse, tre timer forsvandt meget hurtig, især når det skønne bad også skulle afprøves.

 

Vi gik tilbage til vognen og spiste frokost og efter en tur gennem byen ringede vi til familien i Assens (nogle få km. fra Mariager) og spurgte om de gav eftermiddagskaffe. Vi valgte igen, som vi altid gør når vi er på de kanter, den nærmeste omvej, og kørte langs fjorden til Dania, det er en strækning vi aldrig vil blive trætte af, den er meget smuk og speciel. Fra Dania er det så bare op ad bakken og man er i Assens.

 

Efter et par hyggelig timer sammen med familien og deres inspektion af vores nyerhvervede autocamper, som de var ret vilde med, fortsatte vi igen sydover ad mindre veje. Vi gjorde holdt på en rasteplads for aftensmad og valgte derefter at køre ud på motorvejen så vi, når vi kom i nærheden Skanderborg, kunne finde en overnatningsplads så havde vi ikke langt at køre næste dag.

 

Vi gjorde holdt på rastepladsen Skamlingsbanken syd. Mens vi sad og hyggede med aftenskaffen og betragtede den aktivitet der var omkring os opdagede vi pludselig hvad vi egentlig befandt os i.

 

Vi havde været opmærksomme på at motoren i flere af bilerne omkring os ikke var slukkede, men vi kunne også se, at der i de fleste biler sad folk og sov, samme biler havde åben bagagerum, og der stod flere mennesker mest mænd, rundt ved dem, der blev taget ting ud af bagagerummene, og der blev byttet ting og læsset om bilerne imellem. Nu var vi altså blevet så nysgerrige at en luftetur med hundene syntes meget tiltrængt. Det blev dog kun en meget kort tur da det gik op for os at vi rent faktisk var omgivet af Sigøjnere, kvinder og børn sad i bilerne og sov, mens mændene byttede og fordelte tæpper og andre ting mellem sig, som derefter blev pakket i bagagerummene.

 

Jeg var ikke tryg ved at skulle overnatte der, så vi fik hurtig termokande stillet i sikkerhed og bilen startet, vi kørte under motorvejsbroen og til det nordgående motorvejsspor hvor vi kørte ind på rastepladsen og tilbragte en rolig nat.

 

Lørdag

 

Efter at have været i Kollemorten sammen med flere autocamper venner hele næste eftermiddag , og havde fået tips om hvad der var af seværdigheder i området fortsatte vi vores tur.

 

Af steder vi måtte se var der:

 

Gudenåens udspring, Skjern Å`s udspring og Hærvejen, der var skam nok at få søndagen til at gå med.

 

 

 

Vi havde fået angivet en kørselsrute til Gudenåens udspring, og ville se om vi kunne nå der til inden det blev mørkt. Vi kørte noget rundt og kom hvis også en hel del på afveje, det begyndte så småt at blive mørkt, vi bestemte os for at finde et sted at overnatte så længe vi endnu kunne se, for det eneste lys der var her ude i 'ødemarken', var bilens lygter og Månen. Vi så et meget lille P-skilt der sad i græskanten tæt på vejbanen og viste vej ad et spor mellem markerne, vi talte lidt sammen om vi skulle forsøge at køre op ad sporet, og om vi kunne være der, for det var smalt, vi kunne se at der ikke var mulighed for at vende, men måtte bakke tilbage hvis det viste sig at det var et 'vildspor'.

 

Vi blev enige om at forsøge, det var nu blevet ret mørkt så det var nok den eneste mulighed for at finde et sted at overnatte i området, ellers måtte vi tilbage til befærdet vej og finde overnatningsplads. Vi nåede op for enden af sporet, og fik her en oplevelse vi ikke ville have været foruden, vi endte ved et grønt område med borde og bænke, men da vi kom ind og bilens lygter lyste arealet op sprang en enorm flok rådyr, som rolig og fredelig havde gået og græsset. Dyrene vendte tilbage da vi havde fået bilen parkeret og lyset i camperen blev slukket. Vi sad helt stille og kikkede på dem i månelyset. Det var et smukt syn.

 

 

Søndag

 

Vi blev vækket ret tidlig næste morgen af Gøgen som sad på tagrælingen af camperen og kukkede

 

Efter morgenmaden fandt vi igen vejen og den rigtige retning til Gudenåens udspring, her vi tilbragte et par timer med at gå tur rundt i området før vi fortsatte.

 

Vi havde snakket om at køre ad Hærvejen så langt vi kunne før vi skulle svinge mod Vest og Esbjerg. Vores bekendte i Kollemorten havde dagen før fortalt at de havde kørt hele vejen til grænsen ad Hærvejen, men vi var ikke sikre på at vi kunne gøre dem kunsten efter da vores camper er højere end deres. Vi blev enige om at forsøge, at nå så langt som vi nu kunne.

 

Det blev en rigtig dejlig og også spændende tur, hvor der efter et nyt sving kunne vise sig en ny overraskelse. Her var alle former for vej, Sand/jord, grus og asfalt, nogle steder en fin bred vej, andre steder så smal, at det syntes som var det en bred sti. Vi kom flere gange ud på de store Landeveje og måtte følge dem et stykke før vi igen fandt Hærvejen. Da vi skulle krydse den gamle Hovedvej 1. blev hærvejen helt væk for os, vi ledte en tid efter den, men blev så enige om, at vi en anden weekend ville finde den og se om vi kunne nå helt til grænsen.

Første ferie i autocamperen

med børnebørnene

 

 

 

 

Amalie årgang-94 og Mathilde Årgang-97 bor i København og tilbringer flere gange om året skoleferier hos farmor og farfar, og de har næsten hvert år været en uge sammen med os på vores campingferier.

 

I år skulle sommerferien for første gang foregå i autocamperen, og det glædede de sig til, de havde prøvet det nogle dage i efterårsferien, men nu var det sommer og nu skulle vi rigtig på sommertur i en uge. Vi havde foreslået en tur rundt i Jylland og det blev accepteret.

 

Pigerne kom med toget fredag sidst på dagen, vi fik pakket deres tøj i camperen og hyggede os, det var jo er par måneder siden vi havde set hinanden sidst, så der var meget at fortælle.

 

 

Lørdag

fik vi handlet og fyldt køleskabet i camperen før vi efter frokost startede vi med at køre nord på, vores første mål var Hjerl hede som vi ville besøge søndag. Vi tog det med ro og havde flere stop med eftermiddagskaffe, ispause, hundeluftning og aftensmad.

 

Først på aftenen nåede lystbådehavnen i Struer og blev enige om at her var fint at holde for natten.

 

 

 

 

 

Søndag

 

kørte vi til Hjerl hede, der var rigtig meget at se på og prøve, så hele dagen blev tilbragt her, og intet i området var hvis uprøvet da vi forlod det. Legepladsen med de gamle legeredskaber var et hit, Mathilde kørte om kap med farfar på Væltepeter og Amalie fik øvet sig i at gå på stylter og blev rigtig dygtig til det, de rottede sig sammen mod farfar og havde pudekamp, vi kørte i et gammelt tog og var en tur rundt i området i hestevogn. Det var et par trætte piger der om aftenen faldt i søvn på en campingplads nær Hirshals.

 

Mandag.

Efter morgenmad og de faste morgenrutiner startede vi, nu skulle vi mod Bindslev, vi skulle til Ørnereservatet http://www.eagleworld.dk/

 

Vi kom der til kort før kl. 10.00 så vi var heldige der var kun 10 min. til den første af de to daglige fremvisninger, den næste ville først være midt på eftermiddagen.

 

Det var en meget spændende oplevelse at se Ørnene og det arbejde der blev gjort med dem, at se dem så tæt på i den fri natur.

Efter Falkonerernes fremvisning af Ørne og Falke, brugte vi en time på at kikke rundt i udstillingsområdet, hvilket også var interessant.

 

Klokken var 12 da vi igen kom ud til bilen, vi bestemte at vi ville køre lidt før vi gjorde holdt for frokost. Det næste sted vi skulle til var Skagen og Grenen, så det fortsatte vi imod.

 

Vi nåede ret hurtig Skagen og skulle lige have købt lidt ekstra lækkert til frokost, da det var gjort fortsatte vi mod Grenen. Her var rigtig mange turister og svært at finde en P-plads, da der endelig blev en ledig jublede vi alle fire.

 

Vi spiste frokost og startede turen ud gennem klitterne mod Grenen. Mathilde syntes godt nok at der var langt, men da vi gik ned til strandkanten og fortsatte på bare fødder i vandkanten gik det lidt bedre og turen virkede ikke så lang. Det var spændende at se hvor havene mødtes og se bølgerne slå sammen, vi skulle også have det obligatoriske billede af pigerne med et ben i hvert hav, det var svært at få taget uden at der var mindst 100 andre med på billedet som jo også skulle foreviges på samme måde, vi fik dog vores billeder uden alt for mange andre personer på.

Da Sandormen kom og Pigerne fandt ud af at man kunne køre med den tilbage til parkeringspladsen syntes Mathilde at det ville være en fantastisk oplevelse at prøve, og den oplevelse skulle hun bestemt ikke være foruden, farfar valgte at gå tilbage og vi andre kørte med Sandormen.

 

Da vi nåede parkeringspladsen måtte vi også lige kikke lidt mere grundig på souvenir butikkerne, vi fik købt postkort pigerne kunne sende til far og mor, mormor og morfar, købte også et par andre småting, og farmoderen fik det obligatoriske souvenir fingerbøl. Tilbage til camperen og noget koldt at drikke, nu var det efterhånden også tid til hundeluftning.

 

Vi startede bilen for at køre mod Den tilsandede kirke, her fandt vi en rigtig dejlig P-plads med borde og bænke, og mens farfar og pigerne gik op og se kirken fik jeg taget opvasken fra frokost og lavet klar til eftermiddagskaffe og kakao. Vi holdt en ret lang pause på pladsen da eftermiddagen nu viste sig fra sin bedste side, varm, skøn og masser af sol, så vi nød det rigtig.

 

 

Tirsdag

 

Pigerne var lidt svære at få op til morgen, dagen i dag skulle være en rigtig slapperdag, så efter sent morgenmad på bord og bænk ude på græsset ved fjorden gik vi en tur op til byen hvor vi shoppede lidt Mathilde forelskede sig i et par rigtig lækre kinasko, og så måtte de jo hver have et par. Frokosten spiste vi på en rasteplads på den skønne lille vej der går langs Mariager fjord fra Mariager til Dania. Derefter en tur til Assens til eftermiddagskaffe hos familien hvor vi hyggede os nogle timer.

Ved aftenstid fortsatte vi ad små veje sydpå til vi fandt en campingplads i Havndal. http://www.randersfjord.dk/ Pigerne mukker lidt over at vi skal bruge campingpladser, de gider dem ikke, vi har nogle gange brugt Quick stop Camping men kan jo først komme ind efter kl. 20.00.

 

 

 

Onsdag

 

Vi har vi haft en rolig dag i går, så mon ikke alle er klar til nye udfordringer i dag. I hvert tilfælde startede vi dagen med at sejle med en lille færge over Randers fjord, derefter fortsatte vi mod Randers og Randers Regnskov.http://www.regnskoven.dk/ Vi fik parkeret og mens farfar ville smutte op i byen og finde politistationen (noget med hans pas der skulle være i orden til vores egen ferie 14 dage senere) skulle vi piger sørge for at der var smurt frokost til han kom tilbage, så kunne vi spise tidlig og bruge resten af dagen i Regnskoven. Mens vi ordnede maden blev det så mørkt at vi måtte tænde lys i camperen, det var som var det pludselig blevet nat, vi kikkede ud og himlen var sort, og et øjeblik efter brød et kæmpe uvejr løs, det tordnede og regnede så meget at der ikke gik lang tid inden parkeringspladsen vi holdt på var oversvømmet. Vi var glad for at vi var inden døre i tørvejr og snakkede om hvor farfar var, om han havde fundet et sted at stå i ly for uvejret. Efter ½ time var det hele overstået og vandet på pladsen igen forsvundet, farfar kom tilbage og måtte have tørt tøj på fra inderst til yderst inden vi kunne gå ind i Randers Regnskov.

 

Det var en dejlig eftermiddag med mange indtryk og oplevelser, der var mange spændende dyr og vi kom først der fra kort før lukketid.

 

Vi fortsatte nu mod Silkeborgområdet hvor vi gjorde holdt for at spise aftensmad i Ry på parkeringspladsen hvor bådene ligger til. Vi forsøgte at finde en campingplads i Silkeborg tæt ved byen, men det viste sig at være umulig da der i byen var Riverboat Jazz festival, og alt optaget. Vi kørte udenfor byen, fandt en plads der havde Quick stop, vi var der 19.45, og måtte vente 15 min udenfor før vi måtte komme ind da Quick stop jo først er gældende fra kl. 20.00. Pigerne havde hurtig fundet ud af at der var Pool på pladsen, og vi lovede dem en time inden sengetid. Vi ville købe billetter til poolen samtidig med at vi tilmeldte os og betalte, men fik at vide at de lukkede poolen kl. 20.15, og det syntes Mathilde var for meget, hun meldte klart ud, at nu gad hun ikke flere campingpladser, for når vi kunne komme ind på dem var alt det sjove lukket, og hvis hun kun skulle ind på sådan et kedeligt sted var det da bedre at holde ved en fjord eller en skov og sove for så kunne vi da selv bestemme, og jeg måtte efterhånden give hende ret, det var da surt, og oven i det havde vi igen fået tildelt en elendig plads hvor vi skulle ned af en smattet skråning til et smattet og vådt campingområde, der var andre og bedre pladser men dem måtte vi ikke bruge

 

Vi er ikke kritiske, men vi syntes gennemgående at vi når vi har brugt Quick stop pladser ofte har vi været ret uheldige, det har været campingpladsens dårligste pladser langt fra bad og andre faciliteter, det gør ikke så meget at vi har langt til vand, det kan vi fylde på inden vi køre på plads, men vi vil også gerne ligge centralt på en plads, især når vi kan se at der er bedre beliggende pladser.

 

 

Torsdag

 

Efter morgenmad var vi lidt i tvivl om hvordan det ville gå med at komme op af den meget smattede og stejle skråning, men med alt for hånden værende til at komme under hjulene kom vi da op, vi fik lavet nogle gevaldige kratere i campingfatters græs, men det var ikke vores problem, vi havde fortalt ham aftenen før at der ville blive problematisk at komme op fra "hullet", det nægtede han at tro på....

 

Vi kørte igen mod Silkeborg planen var at vi skulle se Himmelbjerget. Det var en dejlig dag lidt overskyet, men udsigten fra Himmelbjerget var fantastisk flot. Pigerne syntes det var spændende, Farfar tog turen op i tårnet med ungerne mens jeg blev nede med hundene. Boderne hvor man kunne købe noget var også ret så spændende syntes Mathilde, og de blev kikket godt igennem, og måske havde vi stået der endnu hvis der ikke var kommet en regnskylle.

 

Vi spiste en sen frokost på parkeringspladsen inden vi fortsatte mod Århus hvor lille fætter Sofus årgang - 2004 ventede os og glædede sig til at lege med kusinerne.

 

Vi hyggede os og kikkede på byen og omegnen af Århus til om lørdag, hvor Amalie havde bestemt at vi skulle til Jelling.

 

Lørdag

Vi kørte tidlig fra Århus.

Amalie havde haft noget om de gamle Danske konger i skolen,så nu ville hun gerne

se Jellingestenene, og da det småregnede, kikkede vi os rundt under paraplyerne.

Efter at have været inde og se kirken, fortsatte til Vejle hvor vi fandt en P-plads

og hyggede os med en Strøgtur

Endte på MCDonald til en sent frokost og en hyggelig afslutning på ferien, for nu skulle vi have camperen startet med kurs mod København. Ferien var ved at lakke mod enden for pigerne, og forældrene ventede os med aftensmad lørdag aften.

Det var en rigtig god uge med mange oplevelser .

 

 

 

Sommerferie 2005

 

De Tyske floder

Rhinen, Mosel, Weser, Fulda og Werra

 

7/7.05

 

Efter jeg var færdig på arbejde torsdag kl. 16.00 startede vi med at køre mod grænsen. Efter et kort ophold ved grænsekioskerne hvor vi fik provianteret fortsatte vi ad motorvejen sydpå.

 

Det var vores første rigtige ferie i autocamperen, så det var med spænding vi tog af sted og vi glædede os rigtig meget til turen, ville det fungerer for os ?

Ved 22-tiden stoppede vi for natten på en rasteplads, det var skønt bare at kunne gå om bag føresæderne og sætte os uden at skulle ud af bilen og ind i en campingvogn, have støtteben ned osv. Vi skulle bare flytte fra det ene sæde til det andet, drikke vores kaffe, tæppe af sengen, og god nat!!

 

8/7

 

Startede ved 10-tiden og kørte ud på motorvejen, der var allerede fra morgenstunden weekendtrafik.

Ved Hamburg startede vi med at køre i kø. Vi kørte fra Hamburg til Hannover i konstant kø, strækningen tog 4 timer. Vi fandt dog hurtig ud af at få det bedste ud af det, så det blev alligevel meget hyggelig, mens den ene kørte kunne den anden gå bag i vognen og lave en kande kaffe og smøre en ostemad, så kø kørsel i en autocamper er ikke så slemt hvis man bare har tiden til det, fandt vi ud af.

 

I Hannover kørte vi fra motorvejen og fortsatte ad vej 217 mod Hameln, vi ville nu fortsætte turen så vidt det var muligt på landevejene og undgå at køre mere end højest nødvendig på motorvej.

Stoppede for frokost på en kedelig og meget snavset rasteplads ved Weser floden.

 

Kørte fra Hameln ad landevej 83 og fulgte Weser floden til Hann. Münden, en smuk tur med begyndende småbjerge og flere hårnålesving.

 

Havde på Internettet set at der skulle være en autocamperplads i Hann. Münden, vi fandt den uden besvær, den lå i forbindelse med campingpladsen og var et fint sted ud mod floden og med Slusen som nærmeste ”nabo” lige udenfor kølerhjælmen af bilen. Selve pladsen lå på en Ø i floden.

 

Efter aftensmad gik vi en tur, vi skulle over 2 broer for komme over til byen, men det tog under 5 min. at nå hovedgaden og kirkepladsen.

Det er en lille smuk by som vi vil se nærmere på i morgen.

 

 

 

 

9/7

 

Da vi kom op til byen så vi at der var markedsdag rundt ved kirken var stillet boder og borde op, det var hyggeligt og vi fik købt friske grøntsager og frugt.

 

Da vi havde været tilbage i camperen med vores varer ville vi tage cyklerne og køre lidt rundt og kikke på omgivelserne. Jeg opdagede at jeg havde glemt nøglerne til cykellåsen hjemme, der var to muligheder 1. Køre rundt med en cykel der ikke kunne bruges hele ferien, eller 2. Finde en cykelsmed og få ham til at klippe låsen over. Jeg valgte det sidste, og vi gik op til byen og i en lille sidegade fandt vi en cykelsmed som kunne hjælpe os.

Efter frokost og en cykeltur rundt i byen hvor vi også var rundt på den store parkeringsplads ved Weserstein og fandt ud af, at her også var mulighed for at overnatte, der var et stort område bagerst på P. pladsen som var beregnet til autocampere.

 

Vi var om eftermiddagen med en turbåd et par timer, den sejlede på de tre floder Weser, Fulda og Werra, som alle mødes i Hann. Münden. Vi sejlede også tæt forbi vores egen autocamper.

Efter aftensmaden var vi igen en tur oppe i byen, hyggede os en tid på en Italiensk isbar hvor is anretningerne bestemt ikke var i ministørrelse

 

 

10/7

 

Søndag, - vi slappede af fra morgenstunden,og kom først fra Hann. Münden kl. 10.30.

 

Flot tur til Kassel ad landevejen, hårnålesving og smuk udsigt. Problemer inde i Kassel med at finde den rigtige vej ud af byen, og da vi endelig fandt landevejen nåede vi ikke ret langt syd for byen før vi startede med at følge skilte med OMKØRSEL, vi fulgte skiltene til nye skilte og var så mere eller mindre tilbage ved vores udgangspunkt, når vi kom frem et sted hvor der skulle være mulighed for at komme videre var der afspærringer, det begyndte at se ret håbløs ud og efter at have fulgt totalt misvisende omkørselsskilte omkring en time opgav vi og kørte tilbage mod Kassel, det viste sig, at det var et meget stort motions cykelløb der var i gang i et område syd for byen. og næsten alt var spærret af nogle timer.

 

Pyh ha! Vi fandt tilbage og tog nu den sikre vej, - motorvejen mod Koblenz.

 

På campingpladsen ved Deutsche Eck fik vi en rigtig fin plads i 2. Række fra floden.

 

Vi brugte et par dage til at slappe af og se lidt på området, det var begyndt at blive rigtig varmt i løbet af eftermiddagen, så det var ikke de helt store udfoldelser vi havde lyst til.

 

 

12/7

 

Kom fra Koblenz kort før middag, og ville køre langs Mosel, vi fandt ikke vejen lige med det samme, og kom også ud på en lille omvej, det betød ikke noget for det gav os en ekstra oplevelse.

 

Vi var kommet ind i en skov, og endte på en meget stor parkeringsplads, blev enige om at Helmer kunne gå en tur med hundene i det dejlige skyggefulde område mens jeg smurte frokost. Helmer kom tilbage og fortalte at vi hvis holdt på parkeringspladsen til en af områdets turistattraktioner, der skulle være en borg et par km. væk, som man kunne komme op til.

 

Vi besluttede at det måtte undersøges nærmere, gik ind på vejen som førte der til, det gik nedad, og det var brændende varmt 32* i skyggen, vi kom til et sted hvor vi kunne se ud over området, og nederst i dalen lå det yndigste lille Tornrose slot ved et lille vandløb.

 

Vi tog en guidet rundvisning på slottet Burg Eltz.

 

http://www.burg-eltz.de/

 

Efter et par timer kom vi tilbage til bilen og fortsatte nu turen, her fra var det ikke så svært at finde ud til den vej som var glippet for os da vi kørte fra Koblenz.

 

Det var en smuk tur med små landsbyer langs floden.

 

Da vi nåede Cochem fandt vi en parkeringsplads der var beregnet for autocampere, her gjorde vi holdt og fik cyklerne af så vi kunne få handlet. Da det begyndte at nærme sig lukketid valgte vi at køre hver sin vej for at finde et supermarked. Havde aftalt et mødested, jeg stod og ventede temmelig længe på Helmer, da han kom tilbage fortalte han at han var blevet forsinket da han havde mødt en gammel kollega og de havde snakket, det lød lidt underlig, - det var nok bare en undskyldning for at have brugt for meget tid i en elektronikforretning…

 

Vi fik handlet og spist aftensmad, satte os udenfor med et krus kaffe og kikkede på floden og skibene der sejlede forbi. Da vi havde siddet lidt råbte Helmer til et par der gik forbi ude på fortovet, det viste sig at det VAR en gammel kollega og hans kone, de boede på et pensionat i nabohuset til parkeringspladsen vi holdt på. De inviterede os op på deres tagterrasse til lidt koldt at drikke, og vi havde en rigtig hyggelig aften sammen med dem, snakken gik med fortid, fælles arbejdsplads, minder og andre gamle kolleger. Det blev sent før vi kom ned i vognen igen.

 

 

 

13/7.

 

Startede kl. 9.00 fra Cochem og kørte til det nærmeste supermarked og handle. Fra i dag laver vi lidt om på dagsrytmen, det første der skal ske om morgenen er at vi får handlet til aftensmad – slut med at ”drøne” rundt i sidste øjeblik før lukketid for at finde en forretning.

 

I supermarkedet fik vi også nybagt varmt brød, så vi kørte et kort stykke før vi fandt en park med borde og bænke helt nede til flodbredden. Vi pakkede en kurv og tog med der ned og hyggede os med en ekstra gang morgenkaffe.

 

Ved middagstid kom vi til Enkirch hvor der var en meget stor autocamperplads vi slog os ned på. Vores vandpumpe havde det med at strejke ind imellem, så Helmer tog cyklen for at finde et sted han kunne købe en ny. Jeg slappede af og hyggede mig med hundene mens han var væk, Amanda var ikke helt på toppen, hun gik ind imellem lidt underlig, nærmest rundt i ring, vi snakkede om at det nok var varmen og hendes svage hjerte der påvirkede hende, besluttede at give hende lidt ekstra hjertemedicin.

 

Det blev en rigtig slapper eftermiddag hvor vi bare sad ude under markisen og nød det skønne vejr.

 

 

14/7 – 15/7

Forlod pladsen ved 11-tiden. I Bernkastel handlede i i et butikscenter, havde fundet en skyggefuld parkeringsplads til bilen, så hundene ikke havde det for varmt, vi kunne så med god samvittighed blive en tid i butikscenteret hvor der var dejlig køligt. Det har været 31-34 grader siden vi forlod Koblenz.

Vi havde nu fået problem med en låge i et overskab som ikke ville lukke og godt kunne have behov for en ny lås. Vi mente at der skulle være gode muligheder for at finde et sted i Trier hvor vi kunne finde en campingforhandler. Efter en del søgen og spørgen forskellige steder fandt vi en meget lille butik med campingudstyr. Butikken var højst 50m2, men det var det største udvalg jeg har set i så lille en butik, alt hvad vi spurgte om, fandt han frem, vi fik hvad vi skulle bruge, og lidt mere til.

 

Bestemte os for at køre til Luxembourg og komme lidt op i bjergene for at få en lille smule kølighed, Amanda var stadig påvirket af varmen og havde det bestemt ikke bedre, vi var bekymrede for hende, og var ved at indstille os på at det nok var ved at være slut på 13 gode år med hende.

 

Ved aftenstid fandt vi en campingplads udenfor Larocette, her besluttede vi at blive nogle dage.

 

Vi syntes det var lidt mærkelig med Amanda, for ind imellem havde hun det fint, var glad og frisk og legede med sin søster og var den der førte an når de skulle luftes, på andre tidspunkter var hun knap i stand til at stå på benene, vi vidste at hun ikke havde smerter, for tegn på dette kender vi godt.

 

I løbet af natten havde hun det meget dårlig, vi sad oppe med hende, besluttede at hvis ikke det var bedre til morgen skulle vi køre til Dyrlæge og lade hende sove ind.

 

Hun var stadig dårlig om morgenen og vi afgjorde nu at det var slut, nu skulle hun have fred.

 

I receptionen fik vi dem til at ringe til dyrlægen og aftale at vi kunne komme med det samme. Det var en tung vej ned ad bjerget mod Dyrlægen, jeg sad og kikkede ind i skoven for at finde et sted, en lille plet med solskin hvor vi kunne begrave hende på tilbagevejen. Da vi kom ned til Dyrlægen snakkede vi med ham, fortalte hvad der var galt, og at vi var forberedt på at hun nu skulle have lov at sove ind, han spurgte lidt til vognen, om vi kørte med åbne vinduer m.m. Det måtte vi erkende at vi gjorde i den varme. Han undersøgte Amanda, kikkede på hendes hjertemedicin og sagde at han kunne give hende nogle tabletter der kunne ilte blodet bedre, han undersøgte hendes ører og fortalte at det meste af det han mente der var galt stammede der fra da de var meget vædskefyldte, sikkert på grund af træk, især det ene øre var slemt. Han dryppede hendes øre og efter kort tid havde hun det overraskende bedre. Vi fik medicin med tilbage, og en glad og næsten frisk hund der allerede på vejen ud fra Dyrlægen var klar til larm og ballade med Kerry .

 

Vi havde en rigtig god eftermiddag, den trykkende stemning var forsvundet, en hund der igen gøede og drillede sin søster, så hen på eftermiddagen ”smed” vi hundene i camperen som var dejlig kølig, og smuttede selv en tur op i poolen.

 

Lørdag morgen var Amanda igen rigtig dårlig trods Dyrlægens løfter om, at efter 2 halve tabletter og øre dråber med jævne mellemrum fredag nok skulle få hende på højkant og frisk igen.

 

Jeg dryppede ørene, og et minut efter var hun frisk og bad om at komme ud og blive luftet. Helmer gik en tur med begge hunde og Amanda havde det igen fint.

16/7

 

Vi forlod pladsen over middag, kørte til den Franske grænse – fortsatte til Thionville, Frankrig var endnu varmere 35o. Da vi havde brugt et par timer i et stort butikscenter forsøgte vi, men ikke særlig ernergisk, at finde en campingplads ved floden. Efter at have kørt rundt i en kæmpe omgang af omkørsler og vi alle var mere eller mindre opkogt af varme, og ikke engang kunne finde en simpel rasteplads hvor hundene kunne blive luftet, opgav vi. Nu besluttede vi at køre tilbage til Tyskland og komme lidt op i højden.

 

Undervejs kikkede vi efter en rasteplads hvor vi kunne holde ind og få en tår eftermiddagskaffe, der var bare ikke nogen.

I grænsebyen på den Tyske side var noget af det første vi kom til, en stor dejlig skyggefuld rasteplads. Hundene blev luftet, og vi fik kaffe og franske Hindbærkager. Derefter fortsatte vi til Thalfang i bjergene hvor der skulle være en autocamperplads, vi fandt stedet, men der var ikke mere nogen plads, så vi fandt i stedet en Campingplads, en rigtig fastlæggerplads, her var velfriseret med blomsterkummer, flisebelægning og hegn om hver paracel, mange af vognene havde byttet forteltet ud med en forstue i træ. Det var et sødt lille sted, men det mindede mere om kolonihaver end campingplads. Folk var søde og venlige, en hyggelig lille by.

 

Vi blev inviteret til at deltage i næste aftens fællesbadning hos naboen som var et Kursted, det skulle være en helt specielt aften, med levende lys rundt om poolen, rødvin og senere god mad, det lød hyggeligt, vi takkede dog pænt nej, især da vi fandt ud af at det skulle foregå uden badetøj, og det er altså ikke lige os…..

 

Amanda er heldigvis igen helt i orden, det er rart, så komme hun i hvert tilfælde med os hjem.

 

 

17/7

 

Kørte fra Thalfang kl. 7.30, stoppede ved et supermarked hvor vi købte friske rundstykker, drak morgenkaffen på parkeringspladsen og fortsatte til Idar- Oberstein hvor der var marked. Her stoppede vi, fandt et sted bilen kunne stå i skygge af en stor fabriksbygning, gik på markedet og kikkede et par timer. Fik købt et par smarte moderigtige Cowboybukser til hver af pigerne, så nu skal vi have fundet en ting at have med hjem til Sofus også.

 

Kørte videre til Bad Sobernheim, en dejlig autocamperplads, hvor vi var kort før middag, fik markise, stole og bord ud, og hundene kom ud, de nød at rulle sig i det kølige græs og lagde sig til at sove i skyggen under markisen. Vi spiste frokost, slappede af hele eftermiddagen, hyggede os, læste og drak kølige drikke.

 

Efter aftensmad cyklede vi op til byen og fandt en fortovscafe hvor vi hyggede os til kl. 22.30. Det var en skøn og kølig aften.

18/7

 

 

Efter en smuk tur gennem bjergene med retning mod Rhinen og Rüdesheim, ankom vi til Bingen ved 13-tiden.

Vi sejlede over til Rüdesheim , fulgte skiltene til campingpladsen, vi måtte dog til at flytte lidt rundt på trafikken da vi skulle under en bro der viste sig at være for lav til vi kunne komme igennem. Bilerne bag os dyttede meget og var ikke særlig villige til at bakke så vi kunne komme væk. De gav sig dog og vi kunne vende rundt og køre videre til campingpladsen. Vi blev taget i mod af en sur og diktatorisk campingfatter, det var ikke alt for kunderne, men vi som kunder var her for hans skyld…

 

Jeg ville gerne have kørt igen, men Helmer syntes vi skulle blive, det viste sig også, at campingpladsen var den eneste i selve Rüdesheim.

 

Vi fik en plads og fik os indrettet, og efter frokost og lidt afslapning tog vi cyklerne og kørte en tur hen til byen. Det var ikke ligefrem nogen nydelse, busser, turister, tæt trafik og varme gjorde at det virkede meget kaotisk. Vi kørte lidt rundt i byen for at få overblik over hvor de forskellige ting var. Gik en tur gennem nogle af gaderne og på vej tilbage til campingpladsen fik vi handlet lidt og købt grillmad med hjem. Da vi havde spist og tilbragt noget tid med hundene var det blevet lidt mere køligt, og vi var igen friske til en cykeltur. Vi parkerede cyklerne og gik rundt, måtte også lige have et kik på Drosselgasse by night. Nåede kun få meter ned ad gaden før vi mødte bekendte hjemmefra, vi gik ind og fik en øl/sodavand sammen med dem, snakkede og udvekslede oplevelser. De var på vej hjem fra Spanien, det viste sig at de boede på samme campingplads som os, der var faktisk kun en enkelt campingvogn mellem deres og vores vogn.

En rigtig hyggelig aften.

 

19/7

Efter morgenmad, hundeluftning, oprydning og go` morgen snak med vores bekendte kørte vi op til byen og tog bjergbanen op til det store monument. Det var en herlig kølig og forfriskende dag, vi måtte have trøjer på for første gang i lang tid.

 

Bjergbanen var ikke den store fornøjelse da den gyngede meget og stoppede når blæsten var for stærk. Vi gik rundt oppe ved monumentet, og gik en tur på stierne der oppe før vi igen tog banen ned.

 

Det var blevet frokosttid så vi fik lidt at spise på en restaurant i Drosselgasse, og senere droppede vi ind på en cafe og fik kaffe.

 

Efter vi havde spist aftensmad i camperen kom vores bekendte og inviterede på Sangria, vi havde en dejlig aften, de havde også været væk det meste af dagen, de havde været på sejltur på Rhinen fra tidlig om formiddagen til omkring kl. 17.

Vi var i seng ved 23-tiden, ville pakke sammen og køre videre næste morgen

20/7

 

Onsdag morgen fik vi pakket sammen og startede fra campingpladsen 10.30. Det var nu ikke mere så varmt som det har været de sidste 11-12 dage, så vi nød det. Vi kørte langs Rhinen og havde mange stop for at kikke og fotografere. Ved Lorelei klippen fandt vi et sted vi kunne holde ved et mindre havneanlæg. Her holdt vi en længere pause og spiste frokost. Fulgte Rhinen til vi nåede Koblenz, vi ville have været over og køre så vi havde floden på vores venstre side, men vejene drillede lidt, da vi var kommet ud af byen var vi kommet længere væk fra floden og op ad et af de mindre bjerge hvor vi kom til en landsby, her gik det bare ned til næste by, vejen faldt 20%, vi kørte ned i 1. Gear samtidig med at bremsen måtte i brug, aldrig har vi prøvet noget så stejlt. Vi kom ned til floden igen og krydsede over den med en færge, kom til Bad Honingen, en dejlig kurby, sidst på eftermiddagen. Vi fandt en autocamperplads hvor vi kunne overnatte. Da vi havde spist aftensmad cyklede vi en tur op til byen, her var intet, ingen turister, ingen mennesker, byen virkede uddød, og vi følte os som ”Palle alene i Verden” Fandt en Italiensk Iscafe hvor der kun sad et par mennesker, her fik vi lidt at styrke os på før vi kørte tilbage til camperen. Vi aftalte at vi ville køre videre næste morgen da her virkede en kende for kedelig, vi ville køre til Minden næste dag.

 

21 - 22/7

 

Startede sent, det blev en dag med mange pauser, kørte ad landevejene til Minden. Da vi nåede byen fandt vi frem til en kæmpe parkeringsplads langs Weser floden hvor man kunne holde gratis, der holdt allerede rigtig mange autocampere da vi kom midt på eftermiddagen.

Det var begyndt at regne, så da vi nåede frem fandt vi regntøj og paraplyer og gik en tur over og kikke på byen. En gangbro over floden førte os mod centrum. Var inde og kikke kirken som var meget smuk, fandt et butikscenter hvor vi kunne gå i tørvejr og få handlet lidt til aftensmad. Ved aftenstid da vi endnu kun havde set byen ud under paraplyen, snakkede vi om at blive endnu en dag og håbede på bedre vejr så vi også kunne se byen i tørvejr. Der skulle også være noget med en meget særpræget sejlads på floden, det ville vi også gerne opleve.

 

Vejret var ikke bedre næste dag, så vi var gik igen en tur rundt i byen og kikke ud under paraplyerne, jeg blev klippet hos frisøren i butikscenteret og vi kikkede butikker, fik købt en dejlig jakke til Sofus og fik ellers små-handlet. Snakkede om, at det sikkert var et rigtig dejlig sted når vejret var godt, et sted man kunne hygge sig på fortovscafeerne som var i den brede midterrabat i hovedgaden. Det blev bare ikke denne gang det var vejr til hygge og cafebesøg, så vi må se lidt mere til byen en anden gang vi kommer i nærheden, og have flodsejladsen til gode.

 

23/7

Tog fra Minden midt på formiddagen, og satte kurs mod Nord. Efter Hamburg kørte vi ind på motorvejen som gik op langs vestkysten. Fortsatte til Freidrichstadt hvor vi kørte ind på campingpladsen for en enkelt overnatning.

 

Freidrichstadt er en yndig lille by med kanaler langs gaderne og Bindingsværkshuse, minder utrolig meget om en lille Hollansk by. Vi var en tur rundt og kikke på byen, fandt et sted at spise grillmad, og en fiskeforretning hvor vi kunne købe forskelligt røget fisk som vi elsker at spise til frokost.

Det var blevet tørvejr, så vognen kunne få en omgang rengøring inde, det var efterhånden ved at være tiltrængt. Vi gik en tur på diget som ligger mellem Campingpladsen og Eideren.

Slappede af og hyggede os i vognen om aftenen.

 

24/7

Kørte ud på Eiderstedt halvøen, det er et rigtig marskområde man køre i, fladt som en pandekage og med et utal af kanaler til afvanding. Vi var først en tur i Garding, som ikke er noget specielt, men jeg ville gerne vise Helmer byen da jeg under mit slægtsforskning vidste at hans tipoldeforældre havde boet her, fortsatte videre til St. Peter-Ording som er en rigtig bade –og turistby, Vi holdt på en parkeringsplads ved kirken og gik en tur rundt og kikkede på byen. Helmers tipoldemor er født her og hendes forfædre har boet her gennem generationer. Fik købt et par sjove småting til dem der hjemme, drak eftermiddagskaffe på en cafe før vi startede turen videre mod den danske grænse.

Var hjemme ved os selv ved 19- tiden efter en skøn ferie, og vi var begyndt at føle os som rigtig garvede autocampister.

Det var en meget anderledes ferie i forhold til at køre med Campingvogn. Vi kunne stoppe hvor vi havde lyst, og køre hurtig igen hvis det alligevel ikke var et sted for os. Pakke ud eller pakke sammen på 5 min. Det fungerede virkelig til UG for os.

 

 

Det bedste af det hele var, at vi havde begge hunde med hjem, Amanda var igen frisk og rask.

 

 

Copyright © All Rights Reserved Bente Jørgensen